Artiklen blev oprindeligt bragt som klumme i JV Weekend lørdag d. 29. januar 2022
Jeg er enormt glad for at have fået ordet her i JV, og når jeg nu alligevel skal til at have en mening om alt muligt, så kan jeg jo lige så godt lægge ud med den mest fundamentale: hvad er meningen med livet?
Svaret er nemlig enkelt: Meningen med livet er oplevelser. De små, de store, de nære, de fjerne – de gode, såvel som de dårlige. Og hvor ved du så det fra, Tobias, spørger du? Det skal jeg sige dig.
Jeg kiggede først på Wikipedia…
som har en beskeden forventning til livets mening: ”Grundlæggende består livet i, at undgå at holde op med at fungere på fysisk plan – eller det vi i daglig tale kalder at dø”.
Graver man lidt dybere, så stillede den amerikanske NYU studerende, David Seaman, det samme spørgsmål i en verdensomspændende rundspørge. Besvarelserne blev i første omgang til en hjemmeside, og sidenhen til bogen ”The real meaning of life”, som konkluderer at meningen er: ”At elske dem, der betyder mest.” Det er svært at modstride, men jeg køber den alligevel ikke helt. Der mangler noget samspil mellem, dem der holder af hinanden.
Jeg kan for eksempel huske en reklamefilm fra min ungdom, hvor et telefonselskab har givet en landmand fri taletid. Der traver han så rundt ude på sin pløjemark med telefonen for øret og siger ”hva så, ja, hva så hva?” fra morgen til aften. Jeg tvivler da ikke et sekund på, at der boede en afgrundsdyb kærlighed mellem landmanden og personen i den anden ende af røret, men klippet udstiller også, hvordan relationer ser ud, når de blottes for oplevelser.
Så jeg spurgte min søn, hvad meningen er…
Han mindede mig om Pixar’s ”Inderst Inde”. Her følger vi pigen Riley, der har fem personificerede følelser i kroppen, og hver gang hun oplever noget særligt, så bobler hun over af glæde, vrede, afsky, frygt eller tristhed, og danner en slags film til at forevige øjeblikket.
Jeg er vild med tanken om sådan en lille treenighed, hvor vores minder er fyldt med mennesker, formet af følelser og antændt af oplevelser – og i princippet kunne min søgen efter livets mening stoppe her. Men hvor rørende disse hjemmevideoer end kan være, så er der bare noget særligt over film på det store lærred:
“De oplevelser, hvor forstærkeren skrues op på 11, hvor de store armbevægelser får rigeligt med albuerum, hvor endorfinerne sitrer i luften, som var det perler af fadøl, når Danmark scorer i Parken.”
Jeg lever og ånder for de forstærkede oplevelser
Det har jeg gjort hele livet: Tidligere som musiker og nu hos koncertarrangøren smash!bang!pow!, som har bragt mig hjem til min barndomsby, Esbjerg, i spidsen for projektet Flags. Og selvom Esbjerg er på rette kurs med en masse fantastiske tiltag indenfor alt fra grøn omstilling til uddannelser, så er byen stadig udfordret på oplevelser – ligesom resten af regionen.
Som nu, når The Minds Of 99 tager på arena-tour til april. Her skal man til Herning, Århus eller Odense for at opleve bandet. Et band, der solgte nationalstadionet ud for et halvt år siden, har med andre ord skåret hele Sønderjylland ud af sin tourplan, som var det et hul i jorden.
Er Kolding kulturforladte?
Er Tønder nærige? Er Haderslev dovne? Kan Esbjerg pludselig ikke lugte penge? Selvfølgelig ikke, men eksemplet er en indikation af, at der findes et uforløst potentiale, begravet i et landskab, der skriger efter forandring, og skal turde at hæve ambitionsniveauet. Et adfærdsskifte og et brud med nogle forældede dispositioner: politisk, kulturelt og hos den enkelte.
Der skal simpelthen drømmes større, arbejdes hårdere og investeres mere – for, med og i oplevelser, hvis Sønderjylland ikke skal forsvinde helt fra det kulturelle Danmarkskort. Det ligger derude på marken – potentialet. Under landmandens hvileløse gummistøvler og fri taletid. Spørgsmålet er hvem, der skal grave det frem? Hvem skal give vores alle sammens liv endnu mere mening?
“Jeg har kørt gravkoen ud af garagen, og givet nøglerne til ungdommen – lad os se at få noget jord under neglene sammen.”