Artiklen blev oprindeligt bragt som klumme i JV Weekend, lørdag d. 19. marts 2022
Jeg har altid været en flødekagemand. Kartoffelkager, gåsebryst, ja, jeg kunne spise en hel Othello selv, hvis jeg slipper afsted med det. Så det siger sig selv, at jeg er pænt tilfreds med udviklingen af fastelavnsboller de seneste fem års tid.
Først og fremmest er vi jo gået fra et alt, alt for kort vindue til at score sig sine boller i weekenden omkring tøndeslagningen til nu at have rullet bollerne ud i sortimentet hele februar. For det andet har konceptet udviklet sig til en hel underskov af smagsvarianter og moderne fortolkninger. Flere forskellige slags at smage, over en længere periode – ja tak!
En ægte fastelavnsbolle er en komposition af butterdej, syltetøj og fløde. Men herfra er der fuldstændig fri leg, plads til at udfordre og overraske – og der findes ikke den bager med respekt for sig selv, der ikke har været buret inde i et laboratorie for at fremstille sin helt egen unikke udgave af dette sagnomspundne stykke bagværk.
Værket
Den er et lille kunstværk. Et adelsmærke, et fyrtårn for bagerens faglighed, kreativitet, personlighed, vision og ambitionsniveau.
Formår man at skabe en fastelavnsbolle, som resten af byen taler om, tweeter om, tager billeder af, så kan man dybest set skabe en karriere.
Hvis der er noget, som Bagedysten har lært os gennem de sidste ti år, så er det at: “Det er ikke bare en kage, det er meget mere” – og hvis man stadig sidder og småfniser, når tårerne triller ned ad kinderne på en deltager, der lige har tabt sine drømme på gulvet, så er man altså lidt et røvhul.
Et røvhul, som hele provinsen lader til at have fået gevaldigt ondt i, når vi rammer februar måned hvert år. Her skal man læse det ene opslag efter det andet fra forargede landsbytosser, der himler op om prisen på fastelavnsboller i København. “Står folk i kø?!” “Koster de 50 kroner?!” “Stykket?!” “Det kan jeg få fire for hos Nørrebageren.”
Men det er ikke bare en kage, det er meget mere – på godt og ondt.
Komplekset
For det er også en udstilling af en adfærd, en mentalitet, som simpelthen er så bedaget, at det halve kunne være nok. Hvor man har besynderligt travlt med at tale andre folks værdi ned. Som et mistillidsvotum, som om bageren ikke ved, hvad de laver, eller kun er ude på at tage på røven på os.
Det smager også lidt af mindreværdskompleks. Hvor man ikke under sig selv, hvad der kunne være verdens bedst bolle – med den prissætning, må den jo være dét! Nej, så hellere mere for pengene. Men hvorfor i alverden skulle man nogensinde købe mere af et dårligere produkt? Altså, en dårlig bolle bliver jo ikke til fire gode boller, bare fordi man køber flere. Det bliver fire dårlige.
Nu vi er ved matematikken, så går det ganske enkelt ikke op, at sammenligne en 150 år gammel forretning, som har skabt et af landets stærkeste brands, beskæftiger landets dygtigste fagpersoner, har leveret til kongehuset i en menneskealder og opfundet verdenskendte kager fra én af landets dyreste adresser med den lokale bagersvend på hjørnet af Nørregade i Vejen, Haderslev eller Ribe.
Hvis du kan gætte, hvilken bager jeg refererer til ovenfor, så understreger det vel pointen meget fint. Det er ikke bare en kage, det er meget mere – og man skal selvfølgelig betale for det hele.
Prisen
Kvalitet koster nemlig – både for bagværk, som for alle andre oplevelser man kan unde sig selv – og i den erkendelse, ligger der en tarmskylning af en anden verden.
Man stopper simpelthen med at have ondt i røven over andre, der har gjort sig umage – og bruger i stedet al sin energi på at nyde oplevelsen.
PS: Den opmærksomme læser så naturligvis straks at det slet ikke er en fastelavnsbolle, der er afbildet i denne artikel, men derimod den svenske pendant, semla. De behøver ikke tage rejsen over Storebælt, det er noget skrammel.