Klokken er i skrivende stund 23.54, det er mandag d. 11. april 2022, og jeg er lige kommet hjem fra Granly Hockey Arena, hvor Esbjerg Energy har tabt den syvende og sidste kamp i semifinaleserien til Rungsted.
Jeg lytter til Big Thief og har knappet en dåseøl op ved køkkenbordet hos mine svigerforældre, for at fordøje nederlaget og samle tankerne om noget fornuftigt at tage med fra kampen og sæsonen – hvor jeg gennem mit arbejde er blevet forunderligt engageret i ishockey.
Gennem Flags Esbjerg projektet har jeg nemlig lokket min arbejdsgiver, smash!bang!pow!, til at blive partner i Esbjerg Energy, og det har føltes som at være 9 år og samle på hockeykort igen: jeg aner dybest set ikke, hvad der er op eller ned, men jeg er på intet tidspunkt i tvivl om, at jeg er fan!
At tabe med stil
Efter et par besøg i hallen her i slutspillet er jeg da også kun blevet endnu større fan. Af stemningen. Af rammerne. Af klubben. Af menneskene. Over og under tribunerne. På bænken og på kontoret. Men selvfølgelig allermest dem på isen.
Det kan godt være, at de tabte kampen i går, men de vandt mit hjerte – og garanteret 3.917 andres også. For hold nu kæft, hvor bliver der gået til makronerne! Hvor bliver der knoklet! Hvor bliver der kæmpet! Gennem 7 kampe, 3 perioder, 8 mål, 4 minutter og 32 hæsblæsende sekunder i overtid.
Men jeg når også ud af hallen, forbi den første parkeringsplads og ud på grusstien, før jeg får en dårlig smag i munden. Det er ikke fadøllene, der skvulper over, men snarere en lille skam, da jeg indser, at jeg vandrede ud af hallen sekundet efter Rungsteds knusende mål.
Her har 26 spillere blødt sit hjerte ud på isen for mig, og så har jeg så travlt med at undgå 2 minutters kø ud ad branddørene, at jeg ikke kan finde overskuddet til at blive stående et øjeblik og hylde indsatsen, holdet, sammenholdet på en aften, hvor jeg måske nok er skuffet – men for holdet er en hel sæsons slid, dedikation og drømme lige splintret for øjnene af os alle.
Et ambassadørskab
For en måneds tid siden havde jeg æren at blive udnævnt som ambassadør for EfB. Det er selvsagt en titel, der lover mere, end den kan holde. Altså, det er jo i en overført betydning, men ikke desto mindre, så blev jeg enormt stolt over at blive spurgt, og havde længe glædet mig til offentliggørelsen: d. 18. marts mod Lyngby.
Jeg behøver næppe genfortælle kampens pinlige episoder med romerlys, spilstop og en regulær røvfuld, men min personlige oplevelse blev surrealistisk og små-sarkastisk opsummeret af en god ven (og AGF-fan) med beskeden: “Lidt af en dag at blive ambassadør på.”
Det havde han utvivlsomt ret i, men beskeden fik mig også til at tænke mig om en ekstra gang. Mærke efter i maven. Hvad handler sådan et ambassadørskab egentlig om?
Altså, mit ego takker aldrig nej til en lille rygmassage, men hvad kan jeg så bidrage med tilbage til den her klub? I den her tid? I den her tilstand?
Jeg vil være det høje humør. Den ukuelige optimisme. Det positive tilråb. Den evindelige klappølse! Uanset hvor ringe det går, så vil jeg juble og huje, klappe og heppe.
For om de vinder eller taber, så er vi alle sammen blev underholdt med kæmpe dramaer og store oplevelser i et smukt fællesskab – og kan møde ind i ro og mag til vores egen virkelighed dagen efter. Os på lægterne har intet at tabe. Dem der står på banen har alt på spil.
Der kommer altid en sæson mere
Jeg har selv stået på scenen, i arenaen, på et stadion, og jeg kan garantere, at man spiller bedst, når man har publikum i ryggen.
Ligesom jeg selv har stukket snuden frem, dedikeret et liv og virke til at underholde andre – og jeg kan garantere, at hvert eneste skulderklap på vejen er med til at holde dampen oppe. Også dem man får med efter et nederlag.
EfB eller Energy. Division eller liga. Grund- eller slutspil. Der kommer altid en sæson mere – og jeg tror på, at den aldrig bliver bedre end sine fans. Så jeg kommer helt sikkert også!